Søvn er et helt essentielt aspekt i vores liv. Hvis vi sover for lidt eller for dårligt, kan vi ikke fungere optimalt i hverdagen – vi bliver trætte, irritable og får svært ved at koncentrere os. Dårlige søvnvaner kan også resultere i fysiske problemer som forhøjet blodtryk og øget risiko for diabetes. Det er altså vigtigt, at du får sovet nok, og at kvaliteten af din søvn er så høj som muligt. En af de ting, du selv kan gøre, er at udstyre soveværelset med en kvalitetsseng. Men hvad skal man egentlig være opmærksom på, når man vælger en seng? Hvilke sengetyper findes der, og hvad er fordelene og ulemperne ved de enkelte typer? Hvor hård skal madrassen være? I denne guide forsøger vi at besvare nogle af de spørgsmål, man kan have, hvis man står over for at skulle købe en ny seng.

Boksmadras, kontinentalseng eller elevationsseng?

Et af de første valg, du skal træffe, er, hvilken type af seng du er på udkig efter. De tre mest almindelige sengetyper er boksmadrasser, kontinentalsenge og elevationssenge.

En boksmadras består af et polstret fjedersystem i en stabil træramme. Øverst ligger der en topmadras. På boksmadrassen kan der monteres ben eller meder, hvorved madrassen kommer til at udgøre en komplet seng. Boksmadrassen er kendt for sin høje komfort på grund af sengens såkaldte ”komfortzoner”, som understøtter kroppens naturlige kurver. Samtidig fås boksmadrasser i mange forskellige prisklasser, hvorfor de længe har været en af danskernes favoritter.

Kontinentalsengen minder om topmadrassen, men den består af flere lag: nederst en boksmadras eller en polstret ramme, i midten en springmadras eller en skummadras og øverst en topmadras. Denne lagdeling gør, at du selv kan sammensætte den optimale kontinentalseng. De mange lag gør også, at sengen typisk er lidt højere end andre senge.

For maksimal komfort kan du også vælge at investere i en elevationsseng. Med en elevationsseng kan du opnå den helt optimale sovestilling, og det bliver også nemt at justere sengen til en mere opretsiddende stilling, hvis du f.eks. vil se fjernsyn eller læse en god bog i sengen. Har du rygproblemer eller dårligt blodomløb, kan en elevationsseng hjælpe dig til en bedre og mere smertefri nattesøvn.

Overvej polstring og fjedertyper

Når du vælger seng, skal du også overveje hvilken type polstring og fjedring, der skal være i madrassen. De fleste madrasser er enten polstret med latex eller memory-skum. Memory-skum er designet til at tilpasse sig efter kroppens former, hvilket gør det behageligt at ligge i. Dog kan memory-skum have svært ved at aflede varmen. Hvis du generelt har det varmt om natten, kan du i stedet vælge en latex-polstret madras. Latex bliver ikke lige så varmt at ligge i som memory-skum, og latex-madrasser har også høj komfort.

Langt de fleste madrasser er enten udstyret med Bonell-fjedre, Pocket-fjedre eller Multipocket-fjedre. Bonell-fjedre udmærker sig ved at være robuste og langtidsholdbare. De bruges derfor ofte i den nederste madras i kontinentalsenge. Pocket- og Multipocket-fjedrene er mere fleksible end Bonell-fjedrene. De er indhyllet af små stofposer, hvilket giver mulighed for at opdele madrassen i komfortzoner, som understøtter din kropsform. Derfor vælger de fleste i dag pocket- eller multipocket-fjedre til sengens øverste madras.

Vælg hårdhed efter din kropsvægt

Endelig skal sengens hårdhed vælges. Det er individuelt, hvor hårdt man godt kan lide at ligge, men det er dog en god idé at tage kropsvægten med i betragtning. Som en tommelfingerregel bør du vælge en medium hård seng, hvis du vejer under 75 kg., og en hård seng, hvis du vejer over 75 kg. Er du i tvivl om, hvilken hårdhed du skal vælge, kan du altid spørge personalet i butikken, som er klar til at hjælpe dig med den slags spørgsmål. Det er også en god idé at sætte lang tid af til at prøve senge i forretningen, da man ofte vil fristes til at vælge en for blød seng, hvis man ikke tager sig tid nok til at prøve den ordentligt.